Fejlmeld


Hvis din henvendelse kræver svar, kan du forvente at høre fra os på hverdage indenfor 24 timer.

Fejlmeld

Du skal være logget ind...

Få et abonnement i dag og følg alle de nyeste afsnit af Arkæologien rundt

Arkæologien rundt

Opret dig i dag

Opret nu!
Arkæologien rundt

Søhøjlandet

Arkæologerne åbner på dk4 op for flere fortolkninger af det store menneskeofferfund i Alken Enge.

Søhøjlandet er den del af den skovrige jyske højderyg, der indbefatter Himmelbjerget, Silkeborgsøerne og Skanderborg Sø. Arkæologisk set er området rigt på fortidsminder, og for længst har lokaliteter som Illerup Ådal og Øm Kloster bidt sig fast i danskernes bevidsthed som noget helt særligt.
Nu har dk4s Frantz Howitz besøgt Søhøjlandet for at fortælle om nogle af egnens arkæologiske highlights i programserien ”Arkæologien Rundt”. Han lægger ud på Himmelbjerget med en dramatisk udsigt ud over Juel Sø for derefter straks at bevæge sig ud i Illerup Ådal for at fortælle om de mange våbenofferfund fra årene mellem år 200-450 e.Kr. (den romerske jernalder), der er blevet gjort derude.
I Illerup Ådal møder Frantz Howitz direktør for Museum Skanderborg Lene Høst-Madsen, der fortæller om ådalen som et ”militært landskab”, en hellig dal og en naturlig øst-vest grænse for alle, der ønskede at bevæge sig i nord-sydgående retning. Her var det naturligt, at indtrængende og lokale hære tørnede sammen og en tradition, at den tabende hær blev strippet for alt militært materiel og personlige ejendele, der efterfølgende blev destrueret og ofret i ådalen. I dag anslår arkæologerne, at kun en mindre del af våbenofrene i Illerup Ådal er udgravet.
Hvor Illerup Å løber ud i Mossø ligger endnu et arkæologisk highlight nemlig Alken Enge, der omkring Kristi fødsel var en del af søen. Graver man ned gennem engens mudrede jord kan man se, at datidens søbund har været dækket af hvidt sand. Endnu mere interessant er det, at i tusindvis skeletrester har været ofret netop her, hvor de har været synlige for alle forbipasserende måske som skræk og advarsel.
Hvor mange mennesker, der har været ofret i det nuværende Alken Enge, vides ikke. Det kan være i hundred -, eller i tusindvis. Noget ved man dog om disse menneskerester. De er alle fra mænd mellem ca. 13 og 50 år og af vidt forskellig kropsbygning – altså ingen homogen hær. Dateringen er årene lige efter år O. Ligene har ligget i længere tid på slagmarken, hvor kødet er blevet spist af bl.a. ulve og rovfugle. Alle skeletter er blevet skilt ad og efterfølgende ofret i søen. Fire bækkener sat på en stav vidner om, at der har været tale om en rituel skelettering. Hvem disse mænd mere præcist har været, er arkæologerne stadig i tvivl om, men nye forskningsresultater åbner op for flere muligheder.
Frantz Howitz har besøgt Aarhus Universitet, Moesgaard Museum, der sammen med Museum Skanderborg har gang i et stort forskningsprojekt om Alken Enge støttet af Carlsberg Fonden. På Moesgaard fortæller forskningslederen professor Mads Kähler Holst at man hidtil har formodet, at det var en indtrængende hær, der er blevet slået ned og efterfølgende ofret af lokale stammer. Efter strontiumanalyser af knoglematerialet er indtrykket i dag yderst kompliceret og mangesidet, men man begynder at hælde mere og mere til, at der også kan være lokale mænd blandt dem, man har fundet skeletresterne efter. Nogle af de handlinger, der ses i fundet, skal man langt væk for at finde paralleller til. I både skriftlige kilder og arkæologiske fund længere nede i Europa er håndteringen af knogler fra overvundne krigere især noget, man kender fra keltiske områder. Det peger på, at det kan være keltisk inspirerede ritualer, der ligger til grund for det, der er hændt i Alken Enge for 2.000 år siden.
Der er mange ubesvarede spørgsmål, når det gælder Alken Enge: Er det en uhomogen lokal -, eller en udefrakommende alliancehær, der er blevet ofret? Har denne massive menneskeofring lige efter år 0 været en enkeltstående begivenhed, og kan det være den, der har været begyndelsen til at Illerup Ådal udviklede sig til at blive ”hellig dal”, som man senere benyttede til de store våbenofre? Hvilken indflydelse har en så stor konflikt, som ofrene er udtryk for, haft på hele Søhøjlandets udvikling? Er gårde eller hele landsbyer blevet brændt af og forladt, så agerjord kan være sprunget i skov? Det er noget af det, fremtidens tværfaglige forskning måske kan fortælle os mere om. Ét er i hvert tilfælde sikkert: Arkæologerne har endnu ikke den fulde sandhed og vil sikkert de kommende år komme til at diskutere fortolkningen af Alken Enge intenst.
Hvor Illerup Ådal er et ”krigens landskab” er Øm Kloster et fredens. Klostrets forhistorie går tilbage til år 1166, hvor en gruppe munke fra Vitskøl Kloster drog mod Søhøjlandet for at oprette et nyt kloster. Efter tre forsøg endte de med at nedsætte sig på ”Care Insula” (Den kære ø) i 1170. I dag er det kun grundplanen af Øm Kloster, der er tilbage, fordi Frederik den 2. benyttede klostrets sten til opførelsen af Skanderborg Slot, hvor nu kun den smukke slotskirke står tilbage.
”Arkæologien Rundt” har besøgt Øm Kloster og slutter historien om Søhøjlandet ved en gammel skovrydning tæt på den lille by Glarbo. Som bynavnet mere end antyder, har der her været glasproduktion. Det skyldes Frederik den 2., der skulle bruge vinduesglas til det nybyggede Skanderborg Slot og drikkeglas i tusindvis til de kongelige fester, hvor det var tradition, at man knuste glassene, efter de var tømt.
Når det gælder formidlingen af arkæologi og historie i Søhøjlandet er det det lille Museum Skanderborg, der er det centrale. Her har man en permanent, moderne og flot opstillet udstilling om Alken Enge, mens fundene fra Illerup Ådal er mere sparsomt repræsenteret i de små, snævre og gammeldags udstillingslokaler. Her skal man til det nyopførte Moesgaard Museum for at få sig én på opleveren. Heldigvis er der kræfter i gang for at give Skanderborg et nyt museum med mulighed for store og visuelt interessante udstillinger om Søhøjlandet lige fra de første istidsjægere kom til området i kølvandet af rensdyrflokkene og frem til den moderne industris historie.
Udover direktør Lene Høst-Madsen og professor Mads Kähler Holst medvirker museumsinspektørerne Ejvind Hertz og Lene Mollerup i denne udgave af ”Arkæologien Rundt”.


Læs mere

Flere afsnit af "Arkæologien rundt"